TIDLIGERE HJEM FRA FESTEN
Din stemme er dit instrument, og skal passes og plejes. Vær indstillet på et liv, der måske er mere puritansk, end du regnede med. Kost og levevis påvirker stemmen. Rødvin udtørrer dine slimhinder, fed mad giver mavesyre, som slider dine stemmelæber. Rigelig søvn er afgørende for din tekniske formåen.
TALENT ER IKKE NOK
Det kræver mange års træning at blive en god operasanger. Det er ikke nok at have en smuk stemme og en god musikalitet. Du skal også kunne udvikle en stor stemme, der er stærk nok til at trænge gennem et symfoniorkester og blive hørt på de bageste rækker.
DU SKAL DØ FOR AT OPTRÆDE
Du skal være parat til at udstille dig selv som dumt svin foran et stort publikum. Er du sopran, skal du dø aften efter aften. Sideløbende med din uddannelse som sanger, skal du udvikle dine dramatiske sider og dyrke din skuespilteknik. Operasang er meget mere end sang.
HAR DU PSYKEN?
Du er ikke den eneste, der vil være operasanger. Gennem hele karrieren skal du være parat til at konkurrere om hver eneste rolle, du måtte få. Selv anerkendte operasangere må rejse verden rundt for at synge til auditions. Der er kamp til stregen. Har du psyken?
VÆR OMSTILLINGSPARAT
Du forventes at levere din egen musikalitet og bidrage til din rolle. Dine ideer er supergode, lige ind til instruktøren fortæller dig, hvordan du hellere skal gestalte karakteren. Dirigenten afgør suverænt tempi, dynamik og musikalsk udtryk.